lørdag den 25. december 2010

Glædelig jul!

Jeg vil lige ønske alle en rigtig glædelig jul - selvom vi er langt væk fra venner og familie, så synes jeg at det er lykkedes at finde julestemningen frem. Dog kan det ikke sammenlignes med en dejlig dansk jul i familiens skød, men vi havde faktisk en rigtig hyggelig juleaften, som vi helt sikkert aldrig vil glemme.

Den ovenstående juleis måtte jo prøves, og det er skønt med et klima, hvor juleis har sin berettigelse. Den var god - jeg er dog ikke sikker på, at jeg nogensinde kommer til at sætte pris på de geléstykker, der åbenbart er at finde i de flest thaidesserter.
Maden juleaften var en megabuffet på et stort internationalt hotel. Det var en overraskende omfattende buffet, og jeg var også overrasket over madens kvalitet. Den vil jeg dog ikke komme nærmere ind på - men jeg synes lige, at jeg vil vise et billede af dessertbuffeten.

Okay, det blev så til to billeder...
Det var en helt masse forskellige desserter og kager, der var individuelt anrettet på små tallerkner og skåle - og det var umuligt at vælge! Nu er jeg maaaange gange blevet snydt at en kage, der ser lækker og flot ud, men som viser sig at være ret indholdsløs - så jeg havde mine forbehold overfor dette dessertparadis - men hver eneste lille tallerken (og tro mig, jeg prøvede nok til at kunne udtrykke mig generelt!) var fyldt med smag og konsistens.

torsdag den 16. december 2010

En god middag

Til vores afskedstamtam inden vi tog hjemmefra, fik vi 200,- kr. foræret af nogle gode venner med besked om at bruge dem på en god middag, når vi kom herover.
Dette indlæg handler om, hvordan de blev brugt.

Hver søndag er der gademarked i den gamle bydel, hvilket er det rene paradis for os madelskere - da tempelområderne bliver omdannet til store madmarkeder med hundreder af små madboder, hvor alt laves frisk.
Ved lejlighed vil jeg skrive et indlæg dedikeret til dette skønne fænomen, men det skal nævnes her, fordi vi spiste en del af pengene op her.

Vi startede med at dele en gang satay af kylling med peanutsauce og spicy agurkesalat. Det var meget lækkert! Kylling var saftig, peanutsaucen havde den perfekte balance mellem sød og salt og agurkesalaten var stærk, sur og sød.
I glassene er der lemongrassjuice med masser af is.


Bagefter indtog vi disse pakker af rispapir, der minder om de friske vietnamesiske forårsruller, men disse er kraftigere i "papiret". Jeg må med skam tilstå, at selvom jeg har spist dem nogle gange efterhånden, kan jeg ikke fortælle, hvad der er i. De smager fantastisk, og er blevet et must hver søndag.
De serveres sammen med en masse skønne urter - koriander, persille og thaibasilikum, og en skøn stærk dippingsauce.


Derefter spiste Morten stegte gyoza med svinekød, en dipping sauce lavet på soya og kålsalat. Jeg spiste en indisk kyllingekebab, der var så lækker, at der ikke findes et billede af den. :-)


Morten kunne også lige klare en prædessert: Banan kogt i kokosmælk smukt serveret på et bananblad.

De egentlige desserter tog vi med hjem, så vi kunne vente lidt med at nyde dem. Små tiramisu-desserter - dog lavet uden alkohol, hvilket lige tog toppen af nydelsen. Samt nogle andre kager, som vi lige var nødt til at prøve også.

I alt brugte vi 60,- kr. på mad og drikke denne aften.



Forleden aften bestilte vi indisk fra Royal Spice. En lille hyggelig restaurant, hvor vi har spist en enkelt gang, og helt sikkert kommer igen. Denne aften orkede vi dog ikke, så vi fik maden bragt.

Vi bestilte safranris, grøntsagspakora, chicken tikka masala samt nan med koriander og en roti.
Helt vildt lækkert!

Vi brugte 100,- kr.

Så gavepengene har også rakt til nogle af disse:


Tusind tak!

tirsdag den 14. december 2010

Hvorfor vi tuder, når vi spiser frokost


Så har vi været her i lidt over en måned - og det har været en måned fuld af skønne oplevelser og nye indtryk. Nu er vi ved at være faldet så godt til, at jeg kan komme i gang med lidt mad-blogging - for hold da op, hvor spiser man altså dejligt her...

Langt det mest af maden er risbaseret, og kødet er sjældent dominerende - hvilket for en kød-elsker som mig, er lidt hårdt.

Frokostfavoritterne er de spicy salater, hvor Som Tam er den mest populære her i det nordlige Thailand. Som Tam består af grøn umoden papaya, løg, tomater, grønne bønner (long beans - ikke helt samme type som hjemme) vendt i en dressing af hvidløg, chili, limesaft, palmesukker, fish sauce og tørrede rejer. Inden servering drysses salaten med ristede usaltede peanuts.
Mmmm, det er så godt...
Men det kan være utroligt stærkt - og selvom vi forlængst har lært at sige phet nitnoy (kun lidt stærkt), så sker det altså ofte at tårene triller ned af kinderne på os, mens vi spiser.

Det passer rigtigt godt, at drikke vandmelon-shake til det stærke mad. Det er vandmelon blendet med is, hvilket måske ikke lyder som noget særligt - men det skal opleves! Der er så meget smag i frugterne herovre, hvor det hele solmodnes.



torsdag den 21. oktober 2010

Et halvt år i Chiang Mai

Så sker der endelig noget på bloggen igen - og nu får jeg masser af tid og overskud til at dele mine madoplevelser med jer!

Min dejlige mand og jeg flytter nemlig til Chiang Mai i det nordlige Thailand i et halvt år. Han har fået mulighed for at arbejde derovre, mens jeg skal nyde varmen, tiden og de mange nye indtryk. Jeg ser det som en kæmpe gave: Et halvt års tid. Tid til alt det, jeg ellers aldrig når - f.eks. denne blog, som jeg så gerne vil have i gang.

Vi har rejst i Thailand før, og har også været i Chiang Mai, så vi ved, hvad der venter os - men det er selvfølgelig noget helt andet nu, hvor vi skal have en hverdag derovre.

Vi er begge helt betagede af byen og den fantastiske stemning, der hersker i den.

Uhhh, hvor jeg glæder mig!
Jeg indsætter lige nogle stemningbilleder:


Aften-marked


Stirfried morning glory hos Sailom Joy
Mmmmm.....

Læskende watermelon-shake

Et af de markeder, hvor jeg skal købe skønne, friske ingredienser

Næste uge er min sidste uge på arbejde inden jeg går på orlov - det er lidt mærkeligt! Men det føles skønt at stikke af nu, hvor mørket er begyndt at dominere og kulden har gjort sit indtog. Det bliver en udfordring at holde jul så langt fra familien, men det bliver på den anden side en oplevelse, vi aldrig vil glemme.


mandag den 5. april 2010

Det nemmeste, skønneste koldhævede brød - uden æltning

Jeg er så begejstret for denne opskrift! Brød kan ikke blive nemmere end dette: dejen røres sammen med en træske, opbevares i køleskabet og bages når du har lyst!
Der er nok til 3-4 små brød.

Ingredienser:
6 dl lunkent vand
1 pk. tørgær (11g)
1½ spsk groft salt
Ca. 850 g alm. hvidt mel

Tørgærret røres ud i det lunkne vand og salt tilsættes. Alt melet tilsættes på én gang og det hele røres indtil der ikke er tørre steder i dejen. Det er unødvendigt at røre indtil dejen er jævn, men alt melet skal være inkorporeret i dejen.
Dejen hæver i skålen - først ca. 2 timer ved stuetemperatur og derefter natten over (eller længere) i køleskabet med løstsiddende låg.
Min dej bor i en 4L Margrethe-skål med tilhørende låg, og når dejen står i køleskabet lader jeg bare være med at sidde låget rigtigt på.

Det er bedst at vente med at bage af dejen til dagen efter - men du kan også vente 3-4 dage

Når du vil bage det første brød, tager du dejen ud af køleskabet, drysser mel på overfladen og tager ca. 1/3 af dejen op. Dejen er temmelig klistret, så håndteringen af den er minimal.
Når du har den meldryssede dej i hænderne, folder du siderne ind indtil du har formet et lille rundt eller ovalt brød med en fin glat overflade.

Brødet hæver 40 min. på bagepapir, når hævetiden er forbi kan du lave et par snit overfladen af brødet med en skarp kniv. Brødet sættes i en ovn, der er forvarmet til 200C og skal bage 20 min. - sommetider lidt mere.
For at få en sprød lækker skorpe, hælder jeg 2 dl. vand ind i en bradepande, der står under pladen med brødet umiddelbart efter brødet er sat i ovnen.

Brødet kan selvfølgelig bages på en bagesten, men i så fald er det bedst at sætte det på den opvarmede sten sammen med bagepapiret, og fjerne bagepapiret, når bunden af brødet er bagt nok til at det glider af bagepapiret, når du hiver i det.

Resten af dejen står bare i køleskabet indtil du får lyst til at gentage successen - og når du har bagt af hele dejen, starter du bare forfra i samme skål, da de små dejrester i skålen bidrager til smagen af brødet.

Strukturen i brødet er bedst, når det får lov til at køle helt af inden du skærer af det - - men det kan være svært at vente...

Rigtig god fornøjelse!